Der er historier, der gør ondt, og som så heler. Claras er en af dem. I fem år satte hun alt på pause – sin karriere, sin frihed, sit liv – for at tage sig af sin syge far. Og da testamentet blev læst, modtog hendes søster alt. Hun modtog derimod blot et gammelt ur med en revnet urskive. En uretfærdighed, der i sidste ende skjulte langt mere, end det så ud til.
Fem års stille dedikation
Clara var 32 år gammel, da hun fik diagnosen. Et velopbygget liv, sin egen lejlighed, et job hun elskede. Inden for få uger forlod hun det hele for at vende tilbage til sit familiehjem og tage sig af sin far dag og nat.
Hun lærte om hver af hans mediciner, hans skemaer, hans tavshed. De nætter, hvor han var bange, men ikke turde sige det. De måltider, der var omhyggeligt tilberedt til de dårlige dage.
