ikke først. Han var syv. Ideen om, at fremmede ville sende ham gaver, fordi han havde givet sin paraply væk, var forvirrende.
“Hvorfor gør de dette, mor?” han spurgte.
”Fordi du fik dem til at føle noget,” sagde jeg. “Du mindede dem om, at venlighed betyder noget.”
Han tænkte over det et stykke tid. Så sagde han: “Kan vi dele paraplyerne?”
“Hvad mener du?”
”Der er for mange for os. Kan vi give nogle til mennesker, der ikke har en? “
Jeg omfavnede ham. “Det er en vidunderlig idé.”
Vi holdt
