stue, foldede hun stoffet ud på sit skød. Og der, noget uventet: en sød, velkendt duft af lavendel, der stadig hang fast i fibrene. Om et sekund var det ikke længere et gammelt sjal. Det var hendes mor.
Minderne strømmede tilbage. Hendes mor iført det sjal på kølige morgener, mens hun tilberedte morgenmad. Hun læste sin post pakket ind i det. Hun stirrede ud af vinduet med skuldrene dækket, i den stille stilhed, der var så lig hende.
Kvinden der gav uden at tælle
Hendes mor havde været en af de sjældne personer: en der alene forsørgede alle uden nogensinde at bede om anerkendelse. I årevis havde hun taget sig af sin egen mor, en viljestærk kvinde, hvis personlighed havde fremmedgjort en stor del af familien. Men aldrig hende selv. Besøgene, ærinderne, lægebesøgene, selskabet i svære tider – hun havde håndteret det hele i stilhed.
En dag spurgte hendes datter hende,
