ansigt blødgjort. “Er du sikker, skat?”
Han nikkede. ”Jeg har en hætte. Og jeg er næsten hjemme. “
Hun tog paraplyen. Hendes øjne glændede — fra regn eller tårer, kunne jeg ikke fortælle det.
”Tak,” hviskede hun. “Du har et meget venligt hjerte.”
Leo smilede bare og løb tilbage til mig. Vi gik resten af vejen hjem i regnen, hætter op, våde, men varme.
Jeg troede, det var slutningen på historien. Et sødt øjeblik. En stolt mor. En lektion lært.
Jeg tog fejl.
Den næste morgen åbnede jeg hoveddøren for at få
