avisen. Og mit hjerte stoppede.
Morgenen efter (Hvad vi fandt)
Vores græsplæne var dækket af paraplyer.
Dusinvis af dem. Lyse farver, dæmpede toner, kompakte, store golfparaplyer. De blev arrangeret i pæne rækker, som en have med nylon og metal.
Jeg tællede dem. Syvogfyrre.
Gemt under hver paraply var en lille, nummereret papkasse. Almindelig hvid. Ingen etiketter. Ingen returadresse.
Min første tanke var en prank. Mit andet var en fejltagelse. Min tredje var noget andet helt — noget jeg ikke kunne navngive.
Jeg ringede til Leo udenfor. Han stirrede på græsplænen, munden
