DEL 1
Den aften min mand glemte vores bryllupsdag, stod jeg alene ved spisebordet med stearinlysene brændende helt ned til voks. Jeg havde lavet hans yndlingsmiddag — hvidløgssmør-bøf, kartoffelmos og den chokoladekage, han plejede at tigge mig om, da vi var yngre og fattigere og stadig forelskede.
Telefonen vibrerede endelig klokken 22:47.
Arbejde løb sent. Sov uden mig.
Ingen undskyldning. Ingen “jeg elsker dig.” Ikke engang et punktum.
Jeg stirrede på beskeden, mens huset føltes for stort omkring mig. Vores datter, Lily, sov allerede ovenpå med sin bamse under armen. Hun havde brugt hele aftenen på at spørge:
“Hvornår kommer far hjem?”
Jeg havde løjet for hende tre gange.
Nu løj jeg ikke længere.
Jeg ryddede tallerkenerne alene, pakkede maden væk og slukkede stearinlysene med fingrene. Smerten brændte mindre end ensomheden.
Da Ethan endelig kom hjem efter midnat, lugtede han af dyr parfume og whisky.
“Du er vågen?” spurgte han
