overrasket.
Jeg lænede mig mod køkkenbordet.
“Det er vores bryllupsdag.”
Han sukkede tungt, som om jeg var endnu en opgave, han havde glemt.
“Claire, jeg arbejder konstant for den her familie. Kan vi ikke tage den her diskussion i morgen?”
Diskussion.
Som om jeg bad om noget urimeligt.
Mit blik faldt på hans skjorte. En svag lyserød plet nær kraven. Læbestift.
Mit bryst blev iskoldt.
“Hvem er hun?”
Han frøs et øjeblik. Kun et øjeblik.
Så grinede han lavt.
“Du er paranoid.”
“Ethan.”
“Jeg sagde, du er paranoid.”
Han gik ovenpå uden at kigge tilbage.
Og i det øjeblik begyndte noget inde i mig at dø.
DEL 2
I ugerne efter føltes vores ægteskab som et hjem med revner i væggene — stadig stående, men kun lige.
Ethan begyndte at “arbejde sent” næsten hver aften. Han skjulte sin telefon. Tog opkald udenfor. Smilede ned i skærmen på måder, han ikke havde
