Jeg troede, hun ikke havde lavet “noget som helst” hele dagen – men én kasse viste mig, at jeg tog fejl.
Da Anna nævnte klassetræffet, løftede jeg knap nok blikket fra min telefon.
Hun stod ved køkkenbordet og snoede håret op i en løs knold – sådan som hun altid gjorde, når hun forsøgte at få noget vigtigt til at lyde helt almindeligt.
Bag hende var der kaos, som der altid var.
Et barn ledte efter sin sko. Et andet brokkede sig over matematiklektierne. Babyen sad i sin høje stol og bankede en ske mod bakken.
Vores liv.
Larmende. Hverdagsagtigt. Fyldt.
“De holder tiårsjubilæum i næste måned,” sagde hun. “Jeg overvejede at tage med.”
Jeg lo kort.
Ikke fordi det var sjovt.
Jeg syntes bare, det lød meningsløst.
“Hvorfor?” spurgte jeg.
Hun vendte sig mod mig.
“Hvorfor hvad?”
“Hvorfor tage afsted?”
Jeg lænede mig tilbage i stolen.
“Kom nu, Anna. Dine gamle
