klassekammerater er sikkert blevet kirurger, advokater eller direktører. Hvad vil du fortælle dem?”
Hun sagde ikke noget.
Jeg fortsatte.
“At du går hjemme og tørrer næser hele dagen?”
Hun blev helt stille.
“Eller at du bare er husmor?”
Ordet hang mellem os.
Jeg så, hvordan hendes skuldre spændte.
Hvordan hendes ansigt ændrede sig.
“Nå,” sagde hun stille.
“Okay.”
Ingen råben.
Ingen tårer.
Hun vendte sig bare om og begyndte at vaske op.
Hun tog ikke med til klassetræffet.
Og i flere dage talte hun næsten ikke til mig.
Hun svarede, når jeg spurgte om praktiske ting.
Hvornår fodboldtræningen sluttede.
Om vi manglede mælk.
Om elregningen var betalt.
Men den varme, jeg var vant til, var væk.
Ingen lille berøring på min ryg, når hun gik forbi.
Ingen spontane smil.
Om natten lå hun med ryggen til mig.
Jeg sagde til mig selv, at hun overreagerede.
Jeg fortalte mig selv, at
