jeg bare havde været ærlig.
To uger senere kom der en stor kasse.
Den stod på verandaen.
Annas navn stod skrevet på siden.
Der var ingen afsender.
Hun var ovenpå for at putte babyen, så jeg bar kassen indenfor.
Jeg ved ikke, hvorfor jeg åbnede den.
Nysgerrighed, tror jeg.
Det er i hvert fald den forklaring, jeg gav mig selv.
Indeni lå et stort, professionelt indrammet klassebillede.
Jeg kendte ingen af ansigterne.
Men jeg havde hørt om mange af dem.
Annas gamle klassekammerater.
Der var underskrifter langs kanten.
Dusinvis af dem.
Og så fandt jeg sedlen.
Jeg læste den én gang.
Så én gang til.
“Vi savnede dig.”
“Maria fortalte os, hvad der skete.”
“At være mor er noget, man kan være stolt af.”
“Du opdrager tre mennesker. Det er sværere end nogen titel, vi har.”
“Kom næste gang. Vi reserverer en plads til dig.”
Jeg satte mig ned.
Maria.
