Annas bedste veninde fra gymnasiet.
Og pludselig tænkte jeg på alle de gange, jeg havde sammenlignet Anna med mennesker, der havde flotte jobtitler og høje lønninger.
Jeg tænkte på Anna som 22-årig, gravid med vores første barn.
Mens hendes venner begyndte på praktikpladser og uddannelser.
Jeg tænkte på de nætter, hvor hun gik rundt med vores kolikbarn i stuen, mens jeg sov, fordi jeg skulle tidligt op på arbejde.
Jeg tænkte på alle de fødselsdage, hun planlagde.
Alle madpakkerne.
Alle lægeaftalerne.
Alle de små sko, hun stillede klar ved døren.
Alt det, jeg aldrig rigtig havde lagt mærke til.
Og så gik det op for mig.
Jeg havde reduceret hele hendes liv til ét ord.
“Husmor.”
Anna kom ned ad trappen.
Hun stoppede, da hun så mig sidde ved bordet med billedet foran mig.
“Du åbnede den,” sagde hun.
Hun lød ikke vred.
Hun lød bare træt.
“Undskyld,” sagde jeg.
