Min stemme rystede.
“Jeg skulle ikke have sagt det.”
Hun gik hen til billedet.
Hendes fingre gled langsomt hen over underskrifterne.
“De glemte mig ikke,” sagde hun stille.
“Jeg troede måske, de havde.”
Jeg kunne mærke noget knække indeni mig.
“Jeg glemte dig,” sagde jeg.
Hun kiggede på mig.
“Jeg glemte, hvem du var.”
Jeg trak vejret dybt.
“Jeg lod mig rive med af titler, lønninger og alt det, jeg troede var succes. Og imens overså jeg den person, der får hele vores familie til at fungere.”
Hun sagde ikke noget.
Hendes øjne blev blanke.
“Jeg har ikke brug for deres anerkendelse,” sagde hun efter et øjeblik.
“Jeg havde bare brug for, at du ikke fik mig til at føle mig lille.”
Den sætning gjorde mere ondt end alt andet.
“Det vil jeg ikke gøre igen,” sagde jeg
Hun nikkede.
Hun tilgav mig ikke den dag.
Men det var første
